Kirken Til messen næste dag var dr. Jannsens hidtidige havehus stillet til rådighed, og den første messe blev derfor læst den 16. september 1926 om morgenen af pastor Wolff. Gennem nogle år havde der dog af og til været læst messe i Aabenraa på et hotel; men fra nu af var der atter fast gudstjenestested, og efter 400 års afbrydelse var Det Hellige Sakramente atter til stede i Aabenraa i tabernaklet i det lille kapel, som havehuset blev ændret til. I 1929 blev kapellet udvidet og tjente som kirke indtil 1937. Planerne om at bygge en egentlig kirke fremkom imidlertid snart. Man havde forskellige tanker om dennes placering, indtil man i 1934 købte klinikkens naboejendom på Søndertorv samt den bagvedliggende bygning, hvor der hidtil havde været hestestald. Derved hindrede man i øvrigt også oprettelsen af et planlagt forlystelsessted på stedet. Menigheden var i mellemtiden vokset, idet konvertitter kom til. Den første var frk. Marie Petersen fra Varnæs, som senere - fra ca. 1932 – var ansat i 40 år på klinikkens kontor. Allerede i 1927 havde man haft de første 4 børn til førstekommunion, og antallet steg år for år, samtidig med at de øvrige kirkelige handlinger blev forrettet. Præsterne varierede, men størstedelen af tiden havde man Jesu Hjerte-præster, franciskanere og i 5 år en jesuit, p. Spaus, som døde i Aabenraa.

Man havde først tænkt sig at bygge en menighedssal som midlertidig kirke, men besluttede dog alligevel at bygge en egentlig kirke straks. De dygtige hovedkræfter med hensyn til arkitekturen og opførelsen af kirken var Niels Nielsen fra Aabenraa samt pastor Hubert Messerschmidt fra Sønderborg. Det var en vanskelig opgave at placere kirken på det smalle grundstykke, men det lykkedes smukt. Kirkens indre udsmykning kom til efterhånden, og i 1957 byggedes tårnet, og samtidig indviedes de tre klokker.Tårnet blev opført for lokale bidrag gennem en indsamling, som de lokale aviser stod for. Klokkerne var en gave fra Katholischer Männerverein zu Paderborn under prælat Otto Schultes auspicier. Klokkerne kom fra klokkestøberiet Otto i Bremen og blev konsekreret ved Krist Konges fest 1957 af generalvikar, prælat C. Flandrup.

Orgelet blev bygget 1959 af orgelbyggeriet Marcussen, Aabenraa, med velvilje fra direktør Zachariassens side, idet leveringen af dette orgel til firmaets hjemby blev fremmet frem for mange andre arbejder på firmaets ordreliste. Orgelet blev indviet Palmesøndag 1960, og i maj måned samme år var der radiotransmission af en søndagsaftenandagt. Orgelet var i det væsentlige en storstilet gave fra direktør Zachariassen, som døde kort tid efter.

 

Hvad det øvrige inventar angår, skal nævnes, at corpus på det store krucifiks er en gave fra tidligere tyske flygtninge, foranlediget af Oberpfarrer Quint, ven af Oberammergauer-billedskæreren og Kristusfremstilleren Preysinger, som har skåret figuren. Statuerne og korsvejen er gaver fra søstres familiepårørende. Vinduerne er udført 1965 efter udkast af Johannes Beeck, Hinsbeck og udført af Rudolf Maur, Ahrweiler/Rheinland, betalt gennem tyske gaver og isat ved frivillig, gratis assistance af tysk katolsk ungdom.

Kirkens grundsten var nedlagt 15. juni 1937 af biskop Brems, der allerede 15. november samme år kunne foretage kirkens højtidelige indvielse assisteret af 28 præster fra nord og syd for grænsen. Højtideligheden overværedes desuden af amtmanden, borgmesteren, politimesteren samt mange andre officielle repræsentanter for staten og byen. Skt. Hedvigsøstrene var repræsenteret ved generalpriorinde m. Margaretha fra Breslau, provincialpriorinden fra Dalum, m. Dominica, samt mange søstre fra den danske provins. Søstrenes børnekor fra Haderslev sang messen under ledelse af p. Rudolf Heuer, Aabenraa. Missale og messehagler var sendt som gaver fra moderhuset i Breslau samt den tjekkiske og østrigske provins. Denne dag blev uforglemmelig i Aabenraa-missionens historie, og det samme blev senere søndag den 14. juni 1959, da man fejrede Skt. Hedvigsøstrenes ordens 100-årsjubilæum med prælatmesse ved generalvikar, monsignore C. Flandrup.

Munkefaderen Skt. Benedikt satte det motto for sine munke, som er blevet lov og løsen for enhver ordens liv: ”Bed og arbejd!” Disse ord blev også den uskrevne regel for Skt. Hedvigsøstrenes virke i Aabenraa. Arbejdet på hospitalet blev rammen for og forudsætningen for, at søstrene kunne leve et liv i bøn og i troens fuldkomne hengivelse til den Herre, som de havde forladt alt for at følge. Og opgaverne på hospitalet gav muligheden for at øve næstekærlighed udfra overnaturlige motiver. Den velsignelse, som derved er blevet syge og lidende til del, hører til de værdier, som ikke kan måles eller vejes, men bliver strejf af himmelsk lys og lindring i en lidende verden – noget som aldrig kan erstattes et socialiseret samfunds rent materielle omsorg for menneskers velfærd.

Skt. Ansgars klinik blev til Skt. Ansgars hospital og blev kendt og agtet langt ud over landsdelens grænser. Dette skyldtes dog ikke kun søstrene, men i lige så høj grad lægernes store dygtighed. Dr. Abild, dr. Bayer og dr. Unna har alle i dag forladt denne verden, men deres minde skal æres i taknemmelighed. Mange mennesker i Sønderjylland kan således tilskrive dem deres sundhed.

Dr. Abild var en personlighed, som måske havde en vis selvbevidst fremtræden, der bevirkede, at man ikke glemmer ham. I det ydre havde han den hårdhed, som man – ofte med urette – tillægger øre-/næse- og halsspecialister, men hjertet var godt. Hospital og søstre omfattede han med kærlighed, og han havde en tilbøjelighed til at betragte det hele, inklusive kirken, som sit værk. Mange er de anekdotiske historier, som fortælles herom. En af disse vil vide, at en dame fra Haderslev, umiddelbart før dr. Abild skulle begynde sin operation, frygtsomt spurgte: ”Herr Doktor! Haben Sie Gott in Ihrem Herzen?“ Hertil svarede dr. Abild: ”In meinem Herzen? Ich habe doch die katholische Kirche in Apenrade gebaut!“ Hvortil fruen replicerede: „Ja, dann muss Ihr Herz wirklich groß sein; ich übergebe mich ruhig Ihren Händen.“ – Dr. Abild døde i 1960, og hans efterfølger blev dr. T.T. Møller, som fortsatte gerningen indtil hospitalets nedlæggelse. Dr. Bayer døde i 1961 og efterfulgtes af dr. Vagn Jensen, mens dr. Unna efterfulgtes af sin søn, dr. Paul Unna. Begge fortsatte deres virke til 1975. Dr. Bayer, dr. Unna og dr. Møller var i en vis modsætning til dr. Abild de stille og fine lægetyper, hvis faglige dygtighed lå langt ud over det almindelige.

I 1939 fik hospitalet en udvidelse, som gav et stort og moderne køkken og en bedre præstebolig, og i 1955 kom endnu en tilbygning til, nemlig en forlængelse af fløjen mod haven, så der blev en helt ny præstebolig med egen indgang og værelser til søstrene, så hver kunne få sit eget. Endvidere fik kommunen i 1956 på hospitalet en afdeling for efterbehandling, som blev forestået af bysygehusets læge. 2. Verdenskrig satte selvsagt sit præg på hospitalslivet her som andre steder, men både krigs- og efterkrigstid gav søstrene anledning til at øve en kærlighedens gerning ud over alle nationale og politiske grænser, som ikke mindst kom både flygtninge og andre indirekte krigsofre til gode.

Vanskeligheder af forskellig art har det i årenes løb ikke skortet på, men gennem årene bevarede søstrene troens mod, arbejdets glæde og det offersind, som altid gerne giver for at tjene Kristus og Hans Hellige Kirke. Den socialisering og centralisering af sygehusvæsenet, som begyndte for allerede mange år siden, og hvis hensigt var at lægge alle privathospitaler over i offentligt regi, førte i januar 1975 til Skt. Ansgars Hospitals endeligt. Men søstrene gav ikke op. Hospitalet blev ombygget og omdannet til Skt. Ansgars Plejehjem, som officielt blev indviet ved Skt Hedvigsøstrenes 50-årsjubilæum den 15. september 1976. Søstrene fortsatte deres gerning, og dr. Hans Kurt Horst blev plejehjemmets læge. Selvom det nu drejede sig om at give mennesker en god og fredfyldt livsaften, var motivet for søstrene dog uforandret det samme, nemlig at gøre Kristi kærlighed kendt i en verden, som i dag synes at leve fjernt fra ham.   Efter en periode, hvor menighed og søstre blev betjent af konventual-franciskanerne, udnævntes pastor Ebbe Simonsen fra 1. september 1972 til sognepræst for Sønderborg og Aabenraa menigheder med bolig i Sønderborg. Pastor Simonsen læste dog den daglige hverdagsmesse i Aabenraa, mens søndagsmesserne varetoges af pastor Niels Oppermann, der som pensionist boede i Bovrup.   Den lille begyndelse, der for blev gjort for 50 år siden, har været et af de mange frø, som – må vi tro - takket være Gudsmoders, Skt. Ansgars og Skt. Hedvigs forbønner voksede og blev til et træ, under hvis grene der voksede en mangesidet gerning frem til velsignelse. Betragtet som led i Kirkens mission i Danmark blev det synlige og værdifulde resultat den smukke kirke, der er en så værdig bolig, som mennesker kan skabe den, for Frelseren i Altrets Hellige Sakramente, ligesom den er et elsket samlingssted for menigheden, når den fejrer det offer, som stedse skal frembæres fra solens opgang til dens nedgang.   Fremtidens land kan ingen se ind i, men til Den Almægtige siger vi tillidsfuldt med kong Davids ord: ”Vor skæbne ligger i dine hænder”. Kristus løftede ved sin himmelfart velsignende sine hænder over dem, som blev tilbage i det jordiske, og han vil aldrig trække dem tilbage. Vi ved, at de fra himlen også er løftet over os, ligesom Gudsmoder og vore himmelske værnere står i bestandig forbøn for hans trone.   Hvilke muligheder fremtidens samfund vil give Skt. Hedvigsøstrenes katolske mission og virke i det hele taget, ved vi naturligvis ikke, men sikkert er det, at der under alle forhold i verdens liv altid vil være brug for en udfoldelse af den kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og som aldrig hører op! (1. Kor. 15, 7-8).